Pil og Poppel
 

Risgærder og stynede pile


  af Sven Thorsen (Grønt Miljø nr. 5, 1988 )


Landboreformernes mest synlige spor var uendelige rækker af nye hegn i landskabet. Fra omkring 1800 skulle den enkelte landmand nemlig hegne sin jord, så hans husdyr ikke kunne komme ind på naboens marker. De måtte selvfølgelig heller ikke komme i hans afgrøder. Derfor fik alle danske landmænd travlt med at hegne deres nye marker. Det skabte et varieret kulturlandskab, hvor der var læ for husdyr og afgrøder – og levesteder for agerlandets dyr og fugle.


Nogle steder brugte man levende hegn – buske og træer, hentet i skovene, og plantet på jordvolde mellem markerne. Andre steder brugte man ”døde” hegn. Mest risgærder – altså hegn, lavet af grene og kviste. Men det kneb med at skaffe grene nok. De nye skove skulle have fred!



I de enge, hvor der ikke var så megen skov, plantede man piletræer i skellene mellem markerne. De blev plantet med 4-6 meters afstand. Efter nogle års forløb kunne man hugge toppe af pilene – det kaldtes at ”styne”, ”støffe” eller ”stævne” – og havde dermed ris til 4-6 meter risgærde.


Det var navnlig på Lolland-Falster, Stevns og Fyn man havde de ”stynede pile”.


I begyndelsen blev der mest plantet hvidpil (Salix alba). Den blev i folkemunde kaldt ”sejpil”, fordi grenene var så seje, at de kunne bruges til kurvefletning.


Senere vandt den kanadiske poppel (Populus canadensis) indpas, og fortrængte efterhånden hvidpilen. Men da poplen blev behandlet på samme måde som pilen, skelede man ikke så nøje mellem pil og poppel. Det hele kaldtes fortsat ”stynede pile” selvom 99% af dem efterhånden var popler.


Et risgærde kunne stå 5-6 år inden det blev så mørt, at dyrene brasede gennem det. Så var det på tide at køre det gamle gærde hjem og styne igen. De møre risgærder var knastørre og velegnede som brændsel i køkken og bryggers. Af piletræ blev der for resten lavet mange nyttige ting. Fra kornskovle til karlenes cykelklemmer og børnenes pilefløjter.


Omkring 1900 begyndte risgærdene at gå af mode. Det var lettere at sætte pigtråd. Derfor begyndte de millioner af piletræer, der stod mellem markerne at falde. Men endnu har vi da lidt tilbage – selvom det er langt under 1% af det, der var engang.


Skelvoldene og de gamle, hule pile giver levesteder til agerlandets dyr og planter. De pynter i landskabet og giver næring til fantasien. Det var nede i sådant et træ at H.C. Andersens soldat hentede heksens fyrtøj. Pilerækkerne kræver – som andre kulturminder – pasning. De gamle hule træer skal stynes med cirka 10 års mellemrum – ellers flækker de!


Der bør også plantes nye træer i ”hullerne” i pilerækkerne. Det er uhyre nemt. Man stikker bare en gren i jorden. Så har man et træ. Det var blandt andet derfor pil og poppel engang var så almindelige.

ForsideHome.html
FormålFormal.html
RegistreringRegistrering.html
BetingelserBetingelser.html
BaggrundBaggrund.html
GenplantningGenplantning.html
StyningStyning.html
Kulturhistorie
FortællingerFortllinger.html
NyhederNyheder.html
FAQFAQ.html
KontaktKontakt.html
Projekt 2013-2015Projekt_2013-2015.html